Min interesse for flamenco startede hvor jeg så Carlos Sauras film Carmen med Antonio Gades i starten af firserne. Men som boende i den mørke provins Jylland i Danmarks næststørste by var det ikke så lige til at komme til at beskæftige sig med. Så der gik rigtig mange år og nogle børn, indtil jeg i 1995 vendte tilbage til Aarhus og der var et flamenco dansekursus. Hurra min lykke var gjort. Det var i hvert tilfælde den første tanke.

At der skulle en vis portion stædighed, ømme tæer, kamp med kompasset for slet ikke at tale om contra tiempo. Du gode Gud, hvad havde jeg kastet mig ud i. Men jeg fortsatte danseriet og gør det den dag i dag. Og jeg er fyldt 60, blot til Info, og jeg har ikke tidligere haft en interesse, der greb mig så meget. Og blev ved med at gøre det.

Mit første højskoleophold var i 2004, og jeg har været på højskole med flamenco 3 gange. Hver gang har jeg sagt at det er en oplevelse for livet! Det er fantastisk at være i et fællesskab om flamenco, hvor alle deltager og kæmper med det vi nu er i gang med. Og festerne om aftenen. Hver gang har jeg tænkt at det kan ikke blive lige så godt næste gang, men det har det været.

Det betyder meget at møde nye mennesker og gamle flamencovenner. Og jeg har lært så meget hver gang. Og er blevet overrasket over hvor meget vi alle flytter os på de seks intense dage, fyldt med musik, dans og sang og et herligt fællesskab.

Fællesskabet synes jeg er afgørende. Vi er sammen om det her, vi arbejder, kan ikke finde ud af det og lærer det så alligevel. Og da jeg alle gange har været på flamencohøjskole på Vestjyllands Højskole er jeg nødt d til at nævne den fantastiske mad. Den danser, spiller og synger man altså godt på. Og holder længe ud. Så tag på flamenco-højskole. Det er en opfordring.

Kirsten Langfeldt