Torben Bachmann med sin flamencoguitar. Foto: Morten Terf Andersen, 2014.
Den 52-årige guitarist Torben Lund Bachmann har deltaget på flamencougen i 2011, 2012 og 2013 og skal være med igen i 2015. Det skyldes én ting.
“Jeg bliver helt høj både imens og i flere uger efter”, siger han.
“Det er virkelig en øjenåbner, da jeg er med første gang i 2011 på Vestjyllands Højskole. Og jeg får en rigtig fin oplevelse, selvom jeg inden havde en vis ængstelse, da jeg aldrig har været på højskole før. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente og tænkte også, om min tekniske formåen er god nok”.
“Men der er ingen grund til bekymring, for ugen viser sig som en fantastisk mulighed for at koncentrere sig om flamenco non-stop og samtidig hygge igennem. Jeg møder en spontanitet og en entusiasme både i undervisningen og udenfor. Der bliver spillet og sunget Sevillanas til den lyse morgen og folk er ikke til at drive i seng. Jeg oplever, at sådan må det være på en flamenco-klub i Sevilla”.
“Der er spontanitet. Vi sidder nogle stykker sammen. Én begynder at klappe en rytme, så henter en anden en guitar, en cajon dukker op – og så spiller, synger og danser vi ellers i timevis, og alle der dukker op kan være med”.
Forskellige fester
“Anden gang jeg er afsted er det både anderledes og ens. Det er forskellige personer, der tager teten, fordi det er forskellige mennesker, der er med. Nogle har jeg lært at kende, andre har jeg ikke set før og det giver forskellig gruppedynamik. Første år var det danseinstruktøren der gik forrest i aftenarrangementerne og næste år var det sang-instruktøren. Det ene er ikke bedre end det andet, men det giver noget forskelligt.
“Tredje gang i 2013 er meget anderledes. Det foregår på Rødding Højskole, og det er helt andre omgivelser. Der fylder vi ikke så meget, fordi Rødding er en stor højskole og vi er til stede samtidig med nogle store hold. De andre hold synes vi er meget mærkelige og anderledes. Avisen Jyske Vestkysten optager video og billeder af os og skriver en stor artikel.
Mange af de lokale borgere kommer til vores arbejdsprøvning sidst på ugen. De synes godt om det, tror jeg. Men jeg fornemmer, at vi er et ret eksotisk indslag”.
I 2014 holdt flamencohøjskolen pause og i 2015 er den tilbage på Vestjyllands Højskole. Og det synes han er godt.
“På Vestjyllands Højskole er de andre hold vant til os. En af de andre deltagere har fortalt mig, at det vigtigste er, at hun kommer på højskolen samtidig med flamencoholdet, fordi vi er et festligt indslag”.
Fra guitar til sang
“Gennemgående fra år til år er højskole-formen, som jeg værdsætter, med morgensamling og andre indslag. Det er også gennemgående, at første dag virker overvældende. Dét at skulle indøve to numre på kun én uge. Det er en pænt stor mundfuld. Første aften føler jeg mig blæst i hovedet og tænker at det når vi aldrig. Det tror jeg også at sangerne og danserne oplever. Men fordi underviserne er så garvede, så véd de godt hvad de laver. På dag to og tre sænker roen sig, og hvis nogle passager i musikken er for ambitiøse, så bliver det rettet. Så du er i gode hænder, og arbejdsprøvningen har alle år været en succes”.
“Højskolen har været med til at ændre mit syn på flamenco, fordi jeg oplever et fællesskab med mange mennesker fra alle mulige egne og nationer. I begyndelsen skulle jeg lære at lytte til det. I dag skal jeg bare høre en flamencosanger synge et enkelt “Ai”, så er hele min krop og mit væsen i en anden verden”.
“Sangen optager mig mere og mere, fordi det er den oprindelige kerne i flamenco. Da jeg begyndte med at spille flamenco, var jeg mest optaget af guitar-nørderiet. Guitaren er et virtuost instrument og rummer mange muligheder, men er i sidste ende akkompagnement til sang. Så måske tager jeg et sanghold i 2015”.
OM TORBEN LUND BACHMANN
Han begyndte at spille flamencoguitar i 2009 hos Poul Jacek Knudsen, som opfordrede ham til at deltage på flamencohøjskolen. Har ellers spillet guitar i sin fritid i 40 år med udgangspunkt i klassisk guitar og er udøvende bredt inden for både sang, westernguitar, banjo, mundharpe, mandolin, dobro og bouzouki. Optræder med irsk repertoire i duoen Taylormates med Jakob Juhl Jensen. Bor i København. Gift. Arbejder til daglig med bioteknologi som Senior Project Manager i Novo Nordisk A/S.
Af freelancejournalist (DJ) Morten Terf Andersen, december 2014